Virksomhedsbesøg i København

Mandag den 15. marts afholdte vi vores årlige virksomhedsbesøg i København i samarbejde med vores partnere Accura Advokatpartnerselskab og Rambøll management consulting.

Vi startede dagen med at blive afhentet på BSS om morgenen, hvor der var kaffe til de der havde lyst til det. Herefter gik turen til København, hvor første stop var ved Accura. Her blev de studerende blev budt velkommen med en lækker frokost, bestående af sandwich, frugt og chokolade, samt drikkevarer der omfattede alt fra kaffe og the, til sodavand og danskvand.  

Efter den lækre frokost, bød HR chef for Accura, Mikala Burman, velkommen. Efterfølgende blev der holdt oplæg af Victor Schultz-Sørensen, som er Legal trainee, samt oplæg af Simon Frederiksen, som er erhvervsjuridisk fuldmægtig. De to oplægsholdere kom kort ind på, hvad M&A er, hvorefter oplægget i høj grad omhandlede de konkrete arbejdsopgaver, man arbejder med som fuldmægtig hos Accura, primært med fokus på M&A. Herudover inddragede oplægsholderne konkrete cases fra deres daglige arbejde. Slutteligt blev der rundet af med en Kahoot, omhandlende hvad de studerende havde lært fra oplæggene.

Rambøll.jpg

Besøget ved Accura fik også stor ros, specielt i forhold det studierelevante aspekt:

Jeg fik personligt afklaret, hvorfor lige præcis HA(jur.), med det tværfaglige aspekt af økonomi og jura, var skræddersyet til det arbejde der foregår i virksomheden”, lyder det fra Christian på 2. semester.

Efter et vellykket og meget brugbart besøg hos Accura, fortsatte turen videre til Rambøll Management Consulting og deres afdeling for Contract & Commercial Management (CCM). Her fik de studerende først en kort rundvisning, hvorefter der blev budt på cookies og kaffe. Herefter blev der afholdt oplæg af Rasmus Tønnies, som er Head of CCM, og af de to senior konsulenter Lars Boe Riber og Casper Majgaard Grønlund. Den første del af oplægget bestod af en introduktion til CCM som tværfagligt juridisk og kommercielt område. Herefter blev der inddraget konkrete cases fra arbejdet inden for CCM, herunder med særlig fokus på DSB, hvor de studerende blev klogere på konkrete cases, samt dagligdagens arbejde ved Rambøll Management Consulting.

Indholdet af oplæggene modtog stor ros fra de studerende.

”Vi blev introduceret for nye fremgangsmåder og synspunkter inden for den kontraaktuelle verden, der specifikt for mig ændrede min tankegang betydeligt på området”, fortæller Christian fra 2. semester.

Efter de indsigtsfulde og spændende oplæg, bød Rambøll på aftensmad som bestod af lækre smørrebrød, samt drikke bestående af øl, sodavand og vand. Under og efter maden blev der desuden networket, hvor alle tre oplægsholdere aktivt deltog, hvilket fungerede rigtig godt.

Efter en vellykket dag var der afgang mod BSS igen, hvor FEJAA bød på øl og hygge i bussen. Der var god stemning efter en meget succesfuld dag, hvor de studerende også er blevet klogere, samt en oplevelse rigere.

FEJAA takker for alle de studerende der mødte engagerede og friske op, til en lærerig og spændende tur til København.